fredag den 15. marts 2013

Flettet taske

Da jeg, for 3 år siden, gik på barsel med Tobias, faldt jeg over en opskrift på en flettet taske. Det måtte jeg bare prøve. Så der blev klippet og skåret papir i lange baner, hvorefter der blev foldet og sammensat til kæder/ringe af flettede led. Til sidst fik jeg syet alle ringene sammen og voila, et styks flettet taske var (næsten) færdig. Det var godt nok et kæmpe arbejde, og der er  gået mange timer med det. Men synes det er en sjov måde, at bruge og genbruge papir på. Nu er jeg så på barsel med den skønne Mille, så mon ikke jeg kan få syet en lynlås i, så jeg rent faktisk kan bruge tasken - Gerne til en Girls night out ;) Her er resultatet af det hårde slid indtil videre - Håber på, at jeg snart kan vise Jer en helt færdig taske... 


It's all about the accessories!

Pandora armbånd er super søde - Men man kan altså sagtens selv lave noget, som minder om det. Og uden, at det nødvendigvis skal koste en formue. Takket være Panduro Hobby. De har jo alt, hvad et kreativt hjerte begærer - Eller næsten alt ;) De har pt lagerslag på deres hjemmeside, med op til 70% i rabat. Der faldt jeg over flere perler og vedhæng til smykker. Så det var bare at bestille og så gå i gang med lim og tang!

mandag den 11. marts 2013

Kids Deco!

Tobias er helt vild med Disney filmene Cars, med Lynet McQueen og Bumle. Så jeg fik den idé, at lave vinduesmaling til hans værelse. Det skulle selvfølgelig forestille, nogle af de biler fra filmene. Nu er jeg endelig blevet færdig. Har længe manglet at lave de sidste 2. Tobias synes det er vildt fedt - Woaw, hvor sejt mor... Og at gøre ham glad, er mit kald her i livet! Alt for min skønne dreng. 

Vinduesmaling er en super nem og dekorativ måde, at få lidt ekstra liv ind på børneværelset. Jeg har selvfølgelig også lavet til Milles værelse. Men da hun ikke selv kan fortælle, hvad hun interesserer sig for endnu, har jeg bare fundet lidt af hvert ;) Man kan lave lige hvad man vil. Jeg har fundet motiver på nettet, printet dem ud og tegnet ovenpå med vinduesmalingen. It doesn't get any easier ;) 

Her er det færdige resultat fra ungernes værelser. 




søndag den 10. marts 2013

Ugler i mosen ;)

En skøn weekend sluttede med en dag i kreativitetens tegn. Tobias ville rigtig gerne lege med perler i morges og den var jeg helt sikkert med på. For mig er det lykken, at tilbringe tid sammen med mine unger. Skønt er det derfor, når den bette vil være kreativ med mig. Mille blev puttet ud i sin barnevogn, og vi fandt perler og perleplader frem. Thomas deltog også - Total familiehygge :) I LOVE IT! Så kunne det heller ikke være bedre, når nu vejret var gråt og trist her i Låsby. 

Tobias hoppede fra undervejs. Han fandt på en ny leg, inde på sit værelse. Så jeg måtte selv lave mit lille projekt færdig. Det blev til 4 ugler (lavet med MAXI perler fra Hama). Planen er, at de kan komme op at hænge på ungernes værelser. Synes selv de er ret søde og har en idé om, at få lavet en ugleuro med små ugler snarest. Så fortsættelse følger sikkert... :)


fredag den 8. marts 2013

Man skulle jo tro vi var vegetarer...

Ja her kommer så endnu et blog post om dagens vegetar ret. Nu er det jo ikke meningen, at denne blog udelukkende skal handle om vores vegetarmad, men jeg vil rigtig gerne vise, hvordan man kan lave et lækkert og mættende måltid uden kød. 

Jeg ved at min dejlige svigerfar frygter, at komme til spisning, efter han har set mine blog posts om dagens vegetar ret. Bare rolig sviger - Vi spiser stadig kød :) Men vi har tit snakket om, at man sagtens kan servere vegetarmad for gæster. De ville sikkert blive overrasket over, hvor lækkert det kan være... Det må jo komme an på en prøve!

Nå, men gårsdagens vegetar ret var nem og børnevenlig. Tobias kan i hvert fald godt lide det :)
Den stod på rodfrugtpandekager og kartoffelpandekager med kold nudelsalat. Og de pandekager smager bare super godt. De kan selvfølgelig også sagtens laves til en kødret ;)


Opskrift - Rodfrugtpandekager

Til ca. 10 stk

100 g gulerod (skrællet vægt)
100 g persillerod eller knoldselleri
½ porre
Persille eller koriander (mængde efter smag)
1 dl groft mel - Jeg brugte rugmel og lidt grahamsmel
2 æg
1,25 dl mælk
½ tsk salt
Friskkværnet peber
Margarine eller neutral olie til stegning

Grøntsagerne skrælles, skylles og skæres i grove stykker. Kom det hele op i en blender og blend det til en ensartet dej. Det kan også laves på minihakker. I tilfælde heraf, er det kun grøntsager og krydderurter/krydderier, der "køres" på minihakkeren til det hakket helt fint. Bland æg, mel og mælk i en skål - Det bliver lidt grumset når man bruger rugmel, men bland det til der ikke er store klumper. Bland derefter de hakkede rodfrugter i. Varm en almindelig pande og kom dejen på i små pandekager (ca. 4 stk af gangen). De steges ved middelhøj varme - De er lidt skrøbelige, så vend dem først når de er "bagt igennem". 



Opskrift - Kartoffelpandekager

Til ca. 10 stk.

500 g kartofler (skrællet vægt)
100 g løg (svarer nogenlunde til 1 mellemstort løg)
1 æg
3 spsk mel (hvedemel, rugmel, grahamsmel...)
½ tsk salt
¼ tsk revet muskatnød
Neutral olie til stegning

Skræl kartoflerne, pil løget og riv dem groft. Pres væden ud af kartoflerne, men uden at de bliver tørre. Bland det i en skål med de øvrige ingredienser. Brug en ske til at "klatte" kartoffeldejen ud på en pande. Sørg for at presse dejen sammen, så der ikke er huller - De skal være ca. ½ cm høje. Glat dem ud med bagsiden af skeen. Lav en 3-4 stykker af gangen. De skal steges til de er gyldne og hænger sammen.

Vores nudelsalat består altid af noget forskelligt. Det afhænger lidt af, hvad vi har lyst til og hvad vi lige har i køleskabet. Denne gang var den lavet med fuldkornsnudler, blancherede og afkølede grønne bønner, fint snittet porre, spidskål, gulerod, kidneybønner og cashewnødder. Hertil lavede vi to slags dressing. Den ene var baseret på olie, soya og andet godt og den anden var en coleslaw dressing. Man kan gøre som man vil ;)

Velbekomme!

onsdag den 6. marts 2013

Forår!!!

Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad... Det er forår! Hvor er det skønt. Jeg gik en tur i skoven i går med Mille i barnevognen, efter et hyggeligt visit hos Tobias' tidligere dagplejemor. Og der, mellem visne bøgeblade, tittede disse udsprungne vintergækker og erantisser frem. Samtidig skinnede solen fra en blå himmel. Så er det ved at være forår - Jubii... Det måtte jeg bare dele med Jer, der kigger forbi denne blog;) 
















Vi snakker så ikke om, hvordan vejret har været i dag... ;)

mandag den 4. marts 2013

Hæklet blomst DIY - Hybenrose

Her er opskriften på én af de blomster, som jeg hækler til Milles navngivningsfest. Den er meget sød og så er det en forholdsvis simpel opskrift. Skriv og spørg, hvis den alligevel skulle volde problemer ;)


Forkortelser:


lm = Luftmasker
km = Kædemasker
fm = Fastmasker
st = Stangmasker

Arbejdet hækles rundt. Jeg har brugt nål nr. 3.00 og garn der passer til denne størrelse.

Hæklet blomst
Hæklet blomst - Hybenrose


Start med at hækle 5 lm og dan en ring med 1 km i den første lm.

1. omgang: 2 lm (de erstatter den første halv-st), 13 halv-st hækles rundt om ringen og afslut med 1 km i den 2. lm (på begyndelsen af 1. omgang) = I alt 14 halv-st.

2. omgang: 1 lm, * 3 lm, spring den 1. halv-st over, 1 km i den næste halv-st *. Gentag fra *-* 6 gange = I alt er der 7 buer. Afslut med 1 km i første lm (på begyndelsen af 2. omgang). NB! Hvis man ønsker at hækle blomsten i flere farver skiftes der farve ved den sidste km. 

3. omgang: 1 lm, der hækles om hver lm-bue: 1 fm, 2 lm, 3 dobbelt-st, 1 lm, 3 dobbelt-st, 4 lm. Afslut med 1 km i den første lm (på begyndelsen af 3. omgang) = I alt 7 rosenblade. Klip og hæft trådene!

søndag den 3. marts 2013

Verdens bedste brød!

Da Thomas kom og sagde: "Nu skal jeg bage verdens bedste brød, og det skal bages i en stegeso (Römer Topf)", tænkte jeg ja, ja, helt sikkert - Fik det vist også sagt højt. Jeg troede da bestemt ikke på, at et brød ville blive godt, bare fordi det blev bagt i en "gryde".

Men jeg må æde mine ord og erkende, til min store forbløffelse, at det bliver til et fantastisk brød, når det laves på denne måde. Det er lige før, at jeg kan hoppe med på bølgen og kalde det verdens bedste brød:-) Her er nogle billeder, fra sidste gang vi bagte dette fabelagtige brød. Jeg kan kun sige en ting: Prøv det. Det skal godt nok hæve i lang tid, men det er det værd. Der bruges så til gengæld næsten ingen tid på at blande og ælte selve dejen. 




Tryk på nedenstående link, for at få opskriften



Opgøret med ensformige madplaner!

Åh nej, nu skal madplanen laves igen. Hvad skal vi nu finde på? Lasagne - Nej det fik vi i sidste uge. Hvad så med boller i karry? Nej det får vi så tit. Hhmm, hvad så??? Sådan tror jeg mange har det, hver gang madplanen skal laves. Specielt de mange børnefamilier, hvor man også skal tage hensyn til ungerne. Sådan har det i hvert fald været hos os længe. Men nu skal det være slut. 

Der findes så mange spændende madopskrifter, hvoraf de fleste ligger til fri afbenyttelse online. Det er bare med at komme i gang og udfordre sig selv lidt. Børnene tager bestemt heller ikke skade af, at prøve noget nyt. Hvis min søn ikke kan lide det der kommer på bordet, har han altid muligheden for, at spise en rugbrød i stedet. Eneste krav er, at han smager på det først. Jeg er da blevet overrasket flere gange over, hvad drengen så har spist. Han har fx altid hadet kartofler, men forklædt som en pandekage, hvor de er revet, blandet med lidt æg og mel og stegt på panden, så glider det ned med velbehag. 

Så lad Jer inspirere af madprogrammer, forskellige mad blogs eller bare søg lidt rundt på the world wide web. Det er faktisk ret sjovt at finde frem til nye opskrifter og det er kun fantasien der sætter grænser. 

Jeg vil derfor gerne dele vores madplan for næste uge. Jeg vil ikke kalde den genial, men der er både retter som vi har lavet før og retter der er helt nye og eksperimenterende. Vi har valgt at lave de ny retter, sidst på ugen og i weekenden. Så har vi god tid og kan bruge tiden i hverdagene sammen med ungerne.



Vores madplan lyder således:

Mandag:

- Hjemmelavet spaghetti bolognese med råkost 

Tirsdag:

- Fryser festival - Et udvalg af færdige retter fra fryseren 

Onsdag:

- Rugbrød  

Torsdag:

- Kartoffel- og rodfrugte pandekager med nudelsalat 

Fredag:

- Pita med lam og stegte grøntsager

Lørdag:

- Grøntsager og tigerrejer i tempuredej med japansk kålsalat

Søndag: 

- Bøf stroganof med hjemmelavet pommes frites og grønt

fredag den 1. marts 2013

Stop madspild! - Vegetar retten blev til restemad...

Her i huset er vi stor fan af sloganet: Stop madspild! Når vi lægger madplan for hele ugen, tjekker vi altid, hvad vi har i køleskabet, som kan bruges. Rester fra aftensmad kommer vi i fryseren, forudsat at det er frysegnet. Så er der til let aftensmad en dag. På den måde, undgår vi at smide alt for meget mad ud. Selvfølgelig kan vi ikke se os fri for, at smide noget ud ind i mellem, men vi gør vores bedste for, at det ikke bliver alt for tit.

Denne uges vegetar ret blev derfor til restemad fra køleskabet. 


Vi havde lidt kartofler og forskellige grøntsager som skulle bruges, inden de blev for gamle. De blev skåret ud og ristet på en pande.


 Da kartoflerne var ved at være møre hældte vi sammenpiskede æg over og voila, en alternativ æggekage. Det ser ikke ud af meget, men smagte rigtig godt.

Som tilbehør valgte vi en bulgursalat, som er en rigtig lækker måde, at få rå grøntsager på. Normalt vælger vi at skære grøntsagerne ud i meget små stykker. Men i en travl hverdag med arbejde og børn, er der en lidt hurtigere måde, at lave en det på.


Til det skal man bruge en foodprocessor eller en minihakker til stavblenderen. Her er det gulerod, broccoli, rødløg og squash, der skal hakkes til ukendelighed;) - Eller hvor groft man nu vil have det!


Resultatet er ikke det pæneste, men det smager stadig super godt - Specielt når man lige vender det i en olie-eddike dressing med lidt soya og chilisovs i. Mmmm...