mandag den 1. april 2013

Bye, bye binky

Så er det tid til lidt bloggerier igen. Her i huset har vi holdt ferie og været så uheldige, at ramle ind i en omgang "ud af begge ender syge". ØV :( Nå, men påsken har nu været hyggelig alligevel. Tobias havde fri dagene op til og jeg havde besluttet, at nu skulle han smide både sut og ble. Så jeg brugte ugen inden til, at forberede ham på det store skift, der nu skulle ske. Bleen var jeg ikke så bekymret for - Det var han allerede klar til og gik egentlig selv på toilettet her hjemme. Men sutterne - dét var en anden sag. Han har alle dage været super glad for sutten og det blev ikke mindre, da han blev storebror. Tværtimod! Vi (og med vi, mener jeg nok mest mig) var også slemme til, bare at give ham sutten, når han blev pylret. Total ris til egen røv, men overskuddet til suttestop er der ikke rigtig, når der kommer lille baby med natteroderi til følge. Så kan jeg jo heller ikke løbe fra, at drengen har noget af mit arvemateriale i sig: Han er jordens skønneste knægt, men magen til hystade og dramaqueen skal man lede længe efter. 

Så selvom jeg egentlig havde en god mave fornemmelse efter et, hvis jeg selv skal sige det, godt forberedelsesforløb, var jeg stadig klar på kamp til stregen, når han skulle sove uden sin elskede sut første gang... Der fik jeg mig en glædelig overraskelse. Putningen foregik ikke grådfrit, men det varede "kun" en halv time og vi var inde ved ham to gange i løbet af natten. Siden har han ikke spurgt efter sin sut og har bare leget og hygget som altid. Hold kæft, hvor er jeg stolt af ham. Sådan min dreng!

Der bliver suttet og nulret med bamsen en sidste gang,
inden sutterne skal sendes til Julemanden

Hos os virkede det rigtig godt, at snakke meget med ham om, hvad der skulle ske og hvorfor. Vi lavede en aftale om, at han skulle skrive et brev til Julemanden, hvor der stod, hvad han ønskede sig i julegave, og så skulle han sende sutterne med. Dagen efter måtte han så komme i Toys'R'Us og vælge lige den ting, som han allerhelst ville have. Kald det bare upædagogisk, det vil jeg rent ud sagt skide på, det virkede for os. Jeg kan være enig i rigtig mange udsagn om børneopdragelse, som de fagkyndige udtaler sig om i medierne, ja som vi andre skifter undertøj, men når det handler om, at få en hverdag til at fungere, så må pædagogikken altså vige sin plads ind i mellem, her hos os! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar